fbpx

Pølsehorn

Pølsehorn er en nem, hurtig og velsmagende snack, der både passer til den lille sult, et mellemmåltid eller madpakken. Her får du opskriften på  nogle LCHF-venlige af slagsen. Disse holder sig også overraskende længe friske i køleskabet, så de fungerer rigtig fint at bage til ugens madpakker. Da denne opskrift er på primært revet ost og flødeost, holdes kulhydratindholdet også meget lavt, hvorfor de ikke vælter dagsregnskabet – heller ikke selv om du skulle snuppe 2 stk. Samtidig mætter de overraskende godt, så det er ikke nogen, man spiser mange af af gangen.

Lune er de især fortrinlige, så lige at varme dem i ovnen eller på brødristeren er anbefalelsesværdigt. Da de ikke er lavet med hvedemel, er der selvsagt ikke samme “krumme” på dem, som på almindelige pølsehorn. Det er noget, man lige skal vænne sig til, at konsistensen vil være mere blød og ikke så sprød som ellers.

De kan laves med forskellige smage – her i opskriften har jeg valgt Buko med urter. Er man til en mere “neutral” smag, kan man bare skifte den ud med naturel-varianten. Derudover er der også f.eks. den pikante, hvidløg eller purløg, jeg kunne forestille mig, ville være rigtig fine i kombination med pølser. Samtidig kan man jo tilsætte et væld af eksempelvis friske urter til opskriften – kun fantasien sætter grænser for denne basisopskrift på lowcarb pølsehorn.

Pølsehorn - brød - Lowcarb livsstil

Pølsehorn

Forb. tid 15 min
Tilb. tid 20 min
Antal 18 stk.

Ingredienser
  

  • 300 g. revet mozzarella
  • 100 g. Buko med urter
  • 2 stk. æg
  • 2 tsk. salt
  • 2 dl. Pofiber (Mængde efter behov)
  • 18 stk. pølser

Sådan gør du
 

  • Mozzarella og buko varmes op i en gryde og røres godt i undervejs
  • Når det er smeltet godt sammen, tilføjes æg og salt og blandingen røres godt sammen
  • Herefter røres pofiber i blandingen, til den har den rette konsistens
  • Blandingen vil være klæbrig, men skal være fast nok til at kunne slippe bagepapiret
  • Forvarm ovnen til 200 grader varmluft
  • Dejen deles op og rulles ud mellem to stykker bagepapirDen skæres herefter ud i trekanter - det er lettest, hvis delen rulles ud til en cirkel, så er den nemmest at dele op i trekanter
  • Herefter lægges en pølse på den brede ende af trekantstykket og den rulles sammen
  • Pølsehornene kan pensles med et pisket æg (kan undlades) og bages i ca. 15 minutter til de er pænt gyldne.
Har du prøvet denne opskrift?Læg en kommentar nedenfor om hvor god den var!
Del indlæg

Læg en kommentar